Kære kunder, klienter og samarbejdspartnere
Når året går på hæld, giver det naturligt anledning til refleksion. For os har 2025 været et både krævende og udfordrende år – fagligt såvel som personligt – og derfor vil vi gerne dele en vigtig opdatering om fremtiden for Laserteam.
Ny klinikansvarlig – tryg og faglig videreførelse
Vi er glade for at kunne fortælle, at Line Rosquist Zederkof Falk-Petersen har takket ja til fremover at overtage den daglige drift af Laserteam.
Nogle af jer har allerede mødt Line i klinikken, da vi gennem en periode har været i gang med grundig oplæring. Line er nøje udvalgt og et valg, vi står fuldt og helt inde for.
Line er uddannet sygeplejerske og kosmetisk sygeplejerske og har solid erfaring fra skønhedsklinik, herunder IPL- og laserbehandlinger samt injektionsbehandlinger med blandt andet filler og botox. Hun er fagligt stærk, samvittighedsfuld og arbejder med en omsorgsfuld tilgang, der matcher Laserteams værdier til fulde.
Klinikken vil fortsætte med samme høje faglige standard, samme fokus på sikkerhed og samme respekt for den enkelte klient. Samtidig ser vi frem til, at Line over tid også vil bidrage med ny energi og videreudvikling.
Jeg vil fortsat være tilknyttet i en mentorrolle, så viden, erfaring og kontinuitet bevares.

Baggrunden for skiftet
Året har budt på flere alvorlige hændelser i vores nære familie. Jeg og Trine har hver især stået tæt på kræftforløb hos vores fædre, og min egen far er terminal. I august var Trine også gennem en helbredskrise der tog måneder at komme igennem.
Samtidig blev jeg ramt af to diskusprolapser i lænden med fortsatte smerter og føleforstyrrelser. Efter laserens nedbrud i sommers har det krævet benarbejde og et ekstra job for at indhente det tabte. Det meget høje personlige og arbejdsmæssige pres har desværre også forværret min multipel sclerose.
Alt dette har gjort det nødvendigt at træffe en svær, men ansvarlig beslutning: at give stafetten videre, så Laserteam kan fortsætte på en sund og bæredygtig måde – for at sikre både jer og klinikken i fremtiden.
Ny adresse – samme trygge rammer
Laserteam står samtidig over for en adresse ændring, da bygningen med de nuværende lokaler er blevet solgt.
Fra 1. februar 2026 finder I os på:
Åvænget 5, 6091 Bjert
Den nye adresse ligger ca. 10 minutters kørsel fra den nuværende klinik, og der vil fortsat være gratis parkering lige foran døren.
Ingen ændringer i dine aftaler og forløb
Alle igangværende behandlingsforløb og aftaler fortsætter uændret. Der er ingen ændringer i allerede planlagte tider, igangværende forløb eller aftaler, og du vil fortsat møde samme høje faglige standard, kvalitet og omsorg i klinikken.
Har du spørgsmål, eller er der forhold i dit forløb, som du gerne vil have uddybet eller afklaret, er du meget velkommen til at tage kontakt. Du kan både henvende dig direkte til Line eller til Laserteam – alt efter hvad der føles mest trygt for dig. Line kan kontaktes via de sociale medier – instagram eller Facebook. Vi prioriterer åben dialog og tager os gerne tid til at sikre, at du føler dig velinformeret og tryg i dit videre forløb.
Mail : info@laserteam.dk
Telefon eller SMS : 27 60 20 10
eller via vores sociale medier.
Tak for jeres tillid
Afslutningsvis vil vi gerne sige en oprigtig tak for jeres tillid, opbakning og forståelse. Det betyder mere, end vi kan sætte ord på.
Vi ser frem til at fortsætte rejsen sammen med jer – nu med Line i front.
De bedste hilsner
Thomas, Line og Trine
Laserteam
